Center Denmark data space

EU trækker på DTU’s viden om deling af energidata

mandag 07 feb 22

Kontakt

Henrik Madsen
Professor, Sektionsleder
DTU Compute
45 25 34 08

EU's workshops

EU-Kommissionen arrangerer en række workshops mellem den 16. februar og 3. marts for at samle og dele viden fra stakeholders og andre relevante aktører i forbindelse med udarbejdelse af planen for digitalisering af energisystemet.

Læs mere

Center Denmark

  • DTU har været initiativtager til Center Denmark, der i dag har over 50 partnere: TSO'er, DSO'er, forsyningsvirksomheder, brancheorganisationer, klyngeforeninger, de tekniske universiteter, nystartede virksomheder, SMV'er og store kommercielle virksomhedspartnere.
  • Center Denmark er et nonprofit selskab, støttet af Innovationsfonden.

Europas energisystem skal digitaliseres, så man kan styre energiforbruget ved hjælp af data og sætte fart på den grønne omstilling.

En stadig større andel af den grønne strøm går til spilde, og de seneste par år er rundt regnet 10 procent af den grønne strøm fra vindmøller gået tabt alene i Danmark, fordi vi ikke er fleksible i vores elforbrug. Her er digitalisering af energisystemet vejen frem og bliver endnu mere vigtigt i fremtiden, hvor energien kommer fra sol og vind, der skifter over døgnet og årstiden.

Ved at indsamle og dele data på tværs af forsyningerne (el, vand, varme, gas, m.v.), kan software automatisk skrue op for elforbruget, når der er masser af grøn strøm i systemet, og tilsvarende skrue ned når strømmen i stor udstrækning er baseret på kul og naturgas. På den måde kan vi spare meget CO2 og undgå, at grøn strøm går til spilde. Digitale løsninger kan også styre forbruget, så alle ikke bruger strøm samtidigt, for så kan elnettet have vanskeligt med at følge med, og strømmen kan forsvinde i kontakten.

Netop sådan en energifleksibilitet er afgørende for EU’s klimaplan - Green Deal, og EU-Kommissionen er ved at udforme en plan for digitalisering af energisystemet i Europa og sikker brug og deling af energi- og forsyningsdata gennem de såkaldte data spaces. Her trækker EU på viden hos professor på DTU Compute Henrik Madsen, for hans forskergruppe har stor erfaring med brug og deling af energidata gennem Center Denmark, et nationalt samlingspunkt for digitale energiløsninger.

”Jeg er glad for, at EU-Kommissionen rækker ud til DTU og Center Denmark. Danmark er kommet langt med digitalisering. Og vi har erkendt, at energisystemet skal udnytte forsyningsdata, men i høj grad også forbrugsdata fra borgerne, industrien og f.eks. rensningsanlæg – som skal levere energifleksibilitet i en effektiv implementering af fremtidens vejr-drevne energisystem,” siger Henrik Madsen.

Den 16. februar er professoren én af de første oplægsholdere i en række workshops, som Kommissionen holder i februar og marts

Data space - hvor data flyder sikkert ind og ud
Henrik Madsens team er eksperter i kunstig intelligens, hvor matematiske modeller gennemtrawler og analyserer store datamængder og derigennem ser mønstre, det blotte øje ikke opdager.

Når modellerne gælder grøn omstilling, er data indsamlet og delt sikkert på tværs af hele energi- og forsyningssystemet gennem et såkaldt data space, som Center Denmark faciliterer.

"Jeg er glad for, at EU-Kommissionen rækker ud til DTU og Center Denmark. Danmark er kommet langt med digitalisering. Og vi har erkendt, at energisystemet skal udnytte forsyningsdata, men i høj grad også forbrugsdata fra borgerne, industrien og f.eks. rensningsanlæg - som skal levere energifleksibilitet."
Henrik Madsen, professor og sektionsleder på DTU Compute

Det er ikke en traditionel database, men et ’data space’ - et funktionelt, sikkert, sammenhængende økosystem for data, der flyder ind og ud. Nogle data er opbevaret centralt, mens andre data ligger hos forsyningsselskaber eller virksomheder, der arbejder med smart teknologi til planlægning, styring og salg i energi- og forsyningsbranchen. Data spaces med API-adgange gør det muligt at arbejde sikkert med alle relevante data fra alle sektorer af energisystemet - varme, vand, fjernvarme, grøn gas, naturgas og el samt data f.eks. lokale vejrudsigter i realtid.

Stigende interesse for fleksibilitet og digitalisering
På EU-workshoppen vil man blandt andet se på, hvilke erfaringer der allerede er med datadeling i Europa, hvilken europæisk koordinering der er brug for, og om der findes en model, der vil kunne skaleres op til et europæisk niveau.

”EU har fokus på vores erfaringer med Center Denmark, fordi vi er kommet langt med implementeringen af et digitaliseret forsyningssystem med sikker datadeling, cyber security, IoT osv., og der er udviklet metoder, som gør det muligt, at vi får slutbrugerne i spil til at levere den ønskede fleksibilitet, så vi både udnytter den vedvarende energi og forsyningsnettet bedst muligt,” siger Henrik Madsen.

Udover at deltage i workshoppen er Henrik Madsen også inviteret med i den arbejdsgruppe, der frem mod sommer skal få EU’s ’Digitalisation of Energy Action Plan’ klar. Data spaces udgør et centralt element i denne plan.

Sideløbende er der stigende bevidsthed om data spaces rundt om i verden. I Danmark er Energinet gået sammen med flere brancheorganisationer for forsyning for at diskutere data spaces til sikker deling af data og holder åben workshop den 8. februar 2022. I USA taler man også om energifleksibilitet og digitalisering, og Henrik Madsen er inviteret til 2022 Spring Technical Workshop i Arizona i marts for netop at tale om det.

”Et af vores budskaber er, at det er vigtigt, at man ser energi- og forsyningssystemet som et sammenhængende økosystem for multiforsyning, hvor de forskellige forsyninger spiller sammen og fremmer brugen af vedvarende energi. Det faktum, at EU-Kommissionen ser i retning af Center Denmark, når der skal udarbejdes en plan for digitalisering af energi- og forsyningssystemet i Europa, giver os nogle enestående muligheder for, at vi kan bevare en ledende position i den næste og digitale fase af den grønne omstilling,” siger Henrik Madsen.

Tænk på tværs af energiformer

F.eks. kan kølehuse køle ekstra, når der er masser af grøn energi. Datacentre kan flytte nogle af de tunge beregninger til tidspunker med overskud af grøn energi, og i Danmark er det oplagt at hindre, at store mængder af grøn vindenergi går tabt ved at bruge den enorme fleksibilitet, vi har i vore fjernvarmesystemer.

Gennem Flexible Energy Denmark-projektet, støttet af Innovationsfonden, samarbejder DTU og Center Denmark blandt andet med fritidshusudlejningsfirmaet Novasol om smart styring af opvarmning af sommerhuse med indendørs swimmingpool. Varmepumpen starter, når der er overskud af grøn energi i nettet, f.eks. om natten. Eftersom vandet holder på varmen i lang tid, mærker sommerhusgæsterne intet til den CO2-relaterede styring.

Den samme teknologi betyder, at ejerne af sommerhusene kan spare store summer med de aktuelle høje elpriser, men samtidig priser, som varierer meget i forhold til andelen af vindenergi.

”Digitalisering og data spaces, som det vi kender fra Center Denmark, er ikke alene afgørende for, at vi ikke fortsætter med at lade store mængder af grøn strøm gå til spilde, men også forudsætningen for en effektiv omstilling til fremtidens vejrdrevne energisystem,” siger Henrik Madsen. 

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.