Da Det Unge Akademi for nyligt uddelte Årets Forskningsmiljøpris, gik den til den tværdisciplinære forskningsgruppe Social Complexity Lab på DTU Compute og SODAS, Copenhagen Center for Social Data Science på Københavns Universitet. To unge forskere fra gruppen havde indstillet forskergruppen til prisen.
Flere undersøgelser har vist, at en stor andel af danske ph.d.-studerende oplever arbejdsrelaterede problemer med deres mentale helbred på grund af højt arbejdspres og stress. Derfor er det nærliggende at spørge, hvad andre kan lære af Social Complexity Labs måde at organisere forskningen på?
Kort fortalt har gruppen to ugentlige gruppedage med struktureret indhold, møder og fællesskaber, mens der er langt friere arbejdsforhold resten af ugen. Og forskerne opfordres til at værne om deres liv uden for forskningen, og de holder ugentligt møder, hvor de åbent taler om de fejltrin, som de hver især – både senior- og juniorforskere – begår i løbet af ugen.
Professor Sune Lehmann leder forskergruppen med cirka 14 forskere sammen med adjunkt Laura Alessandretti, der tidligere var postdoc hos ham. Vi har bedt ham fortælle om sine tanker omkring, hvordan man skaber et godt forskningsmiljø. Svarene kan du læse i teksten herunder.
Balancen mellem at holde snor i forskningen og give slip
"Min udfordring har været, hvordan man laver en gruppe, hvor folk har det godt, men samtidig laver verdensklasseforskning. Der er mange eksempler på folk, der laver verdensklasseforskning, men som har det helt forfærdeligt alle sammen, fordi det er hårdt og så videre. Der er også mange eksempler på forskningsmiljøer, hvor folk har det vildt godt, men hvor der ikke rigtig kommer noget ud af det. Så, hvordan skaber man et miljø, hvor begge ting er mulige?
Det første skridt handler om begrebet psychological safety. Tilbage i 2016 læste jeg om, hvordan Google havde arbejdet i årevis med at bygge perfekte teams. At forstå hvad der fik nogle teams til at klare sig fantastisk og nogle til at fejle spektakulært. De kastede hold af forskere efter problemet, anvendte en bred vifte af algoritmer og analyserede de millioner af datapunkter, der findes om hver af deres medarbejdere, men løb panden mod en mur. De kunne ikke finde nogen mønstre. Der manglede fællestræk mellem de grupper, der virkede godt!
Det var først da Google-forskerne stoppede med at kigge på data og begyndte at snakke med folk, at fællestræk dukkede op. De grupper, der fungerede godt, var steder, hvor alle følte, at de kunne åbne munden og dele deres tanker og ideer om stort og småt uden frygt for at blive drillet, nedgjort, eller straffet. Grupper, hvor man kunne sige præcis, hvad man tænkte. Hvor man kunne tage chancer med skøre og sjove ideer. Og grupper, der er karakteriseret af sådan psychological saftey, var mere produktive, kreative, og medlemmerne elskede deres arbejde.
For mig fangede det begreb præcis det forskningsmiljø, som jeg intuitivt havde forsøgt at skabe. Nu var der endda dyb forskning bag det. Så det første skridt for at etablere nye, kreative og vilde ideer, er altså at sikre, at alle har det godt.
Det næste skridt er, at forskning skal give mening for det enkelte gruppemedlem. Ved at have stor frihed, f.eks. til at vælge emnet for ens forskning, og selv vælge modeller og strategier for, hvordan man vil angribe et givent problem. Ved selv at forme sit formål udvikler man ejerskab. Det er det, jeg sigter efter. Dét at få dem til at føle, at de ejer deres forskning.
Den sidste del er, at alt dette sker i et miljø, hvor vi helt naturligt opfatter os selv som del af verdenseliten. Hvor det er en selvfølge, at vores artikler skal have et niveau, hvor de kommer med i de bedste tidsskrifter og udfordrer ideer, der kommer fra verdens bedste universiteter. Jeg plejer at sige, at vi laver sjov med alting ... men med én undtagelse … vi går aldrig på kompromis med kvaliteten af arbejdet. Jobbet er at udvikle sæt af ideer, hvor intet kan blive bedre, fordi vi har gjort vores absolut bedste med alle detaljer.
Det lyder langt ude at sige dette i et land som Danmark, men det er sådan jeg prøver at træne dem til at tænke: Selvfølgelig kan vi præstere det exceptionelle.
Når disse komponenter er på plads, kan forskningen blive det sted, hvor man realiserer sig selv. Man er fri til at komme med vilde ideer, man har lyst til at overgå sine egne ideer fra i går; man oplever på mange måde, at dét at forske er et spændende og kreativt udtryk for, hvem man er. Altså at de har lyst til, at deres forskning skal være fantastisk god, fordi deres arbejde viser, hvem de er, og hvordan de løser enormt komplicerede problemer med elegance og kreativitet. Jeg tror på, at mennesker dybt nede elsker at skabe ting, som er af usædvanlig god kvalitet og skønhed. Ting, som repræsenterer det ypperste, man kan præstere. Det er dét drive, jeg forsøger at vække i de studerende.
Måske er det også vigtigt at sige, at vi ikke forventer international succes med hvert projekt. Men vi sigter efter det. Og hvis det ikke går, så deler vi oplevelsen af, hvordan det var at blive afvist - og prøver igen. Jeg fortæller også om mine egne mørke øjeblikke, så alle ved at det hele ikke er en dans på roser – og at det ikke kun er dem, der kan opleve seriøs modgang.
Jeg oplever, at fordi de her unge mennesker er så sindssygt dygtige og så kreative og inspirerende, så forvandler de næsten altid den her frihed på en eller anden helt fantastisk måde, hvor de kommer hen til mig og siger: ”Hey, prøv at se det her jeg har lavet.” Så sidder jeg bare og tænker, at det er helt vildt fedt, ikke? Der kan jeg så give dem modspil med den erfaring, som jeg har og det kendskab til faget, som jeg har, så jeg kan hjælpe dem med at gøre det endnu bedre.
For at noget kan være spændende, så gælder det for mig om, at man skal gøre sig umage med det. Så måden, at ting bliver spændende - uanset hvad det er, er ved, at man prøver at gøre det rigtig godt. Så jeg tænker meget over, hvordan vi planlægger tingene. Både hvordan det føles fra deres side, og hvordan det føles fra min side. Så gennem tiden har vi prøvet alle mulige forskellige versioner af, hvordan gruppen skal fungere på.
Der er også praktiske hensyn, som spiller ind. For at vi ikke skal e-maile hinanden og bruge en masse tid med at finde plads i kalenderen til at presse et møde ind, har vi én dag reserveret til at snakke samme. Det betyder nogle gange, at man kun har brug for at snakke i et kvarter. Andre gange har man brug for at snakke længe sammen, og så gør man det.
Vi har erfaret, at det ikke nødvendigvis er godt bare at sætte en time af. For der er ikke noget, der føles værre end, hvis vi sidder og arbejder med et eller andet kompliceret problem og så er nødt til at stoppe, lige når vi er på vej til et gennembrud, fordi nu sker der noget andet. Så vi har fundet nogle strukturer, der gør, at vi kan understøtte, hvordan forskning fungerer i praksis," fortæller Sune Lehmann.
Fri kultur, men forskerne ved, hvor jeg (Sune) er
"Vi er jo så heldige, at gruppen kan flyde rundt, og der er plads til, at de kan være både på DTU og på SODAS - Copenhagen Center for Social Data Science - på Københavns Universitet. Så derfor fungerer det ret naturligt, at jeg lader dem vide, hvor jeg er. Hvis de gerne vil være for sig selv og ikke have med mig at gøre, så kan de tage derhen, hvor jeg ikke er. Og hvis de har lyst til at snakke, så kan de tage derhen, hvor jeg er. Så de kan også hoppe rundt i forhold til, hvad de er humør til, og hvem de har brug for at snakke med osv.
Det hænger også sammen med, hvad de arbejder med, og hvad de arbejder på. Hvis de har brug for at sparre med nogen, som har dyb maskinlearning-viden, så giver det mening at være på DTU. Hvis de har brug for at sparre med nogen, som ved noget om antropologi, sociologi og økonomi, så kan de sidde på SODAS. Så de er heldige, at de har adgang til to miljøer.
I praksis oplever jeg, at folk i nogle perioder sidder her, andre perioder er meget på SODAS. Så det regulerer lidt sig selv. Jeg prøver at sætte nogle rammer for, at de kan få alt den støtte og hjælp, de har brug for, men så der også er plads til, at de kan arbejde mere frit, hvis de har lyst til det. Jeg styrer selvfølgelig ph.d.-studerende noget mere end postdocs, fordi de er nye og har brug for det, så der sørger vi for at snakke sammen en gang om ugen, fordi ellers kan det godt blive lidt flyvsk med al den frihed. Vi prøver også at kalibrere det ud fra, hvad de har brug for.
Folk er også vidt forskellige, og noget af det, der skal til for at skabe et godt miljø, er, at vi husker, at folk er individer, og at man kan tage hensyn til, at der er lige så mange forskellige måder at lave super god forskning på, som der er personer. I forskerverdenen er der mange forskellige personligheder, og man skal skabe en kultur, hvor der er plads til alle fagligt, men også menneskeligt.
Måske er det en lidt plat analogi, men mange måder tænker jeg på vejlederrollen som et slags gartner-job. Ligesom planter har folk vildt forskellige behov. Nogle skal have sol, nogle skal have skygge, og der skal gødning til på forskellige tidspunkter osv. Og det er ikke kun rent fagligt, men også hvornår en person liiiige har brug for lidt plads, fordi der sker noget stort eller svært i deres personlige verden.
På en eller anden måde er det i hvert fald lykkedes for vores gruppe at fungere godt med den meget frie kultur, og jeg ved ikke, om det er held eller forstand. Men jeg tror, at en del af det netop handler om at have en kultur. Det er jo lidt ligesom på et kollegium, hvor folk falder ind og finder deres plads i fællesskabet.
Det er selvfølgelig en udfordring at prøve at skabe et miljø, som giver en fornemmelse af sammenhæng og identitet, selv om folk flyder igennem relativt hurtigt. Folk er her jo kun ét, to eller tre år, og gruppen er bredt sammensat. Jeg tror som sagt, at det meget handler om at skabe en kultur, hvor vi siger, at vi behandler hinanden ordentligt, vi passer på hinanden, vi respekterer hinanden, vi er inkluderende over for hinanden, vi lytter til hinanden, og vi tager ikke særlig mange ting superalvorligt. Den eneste ting, vi virkelig tager alvorligt er, at vi skal lave verdensklasseforskning, og der støtter vi hinanden i forskningen og giver plads til forskellighed," siger Sune Lehmann.
Hvordan var det at træde ind i en ny rolle som leder?
Sune Lehmann har været leder, siden han i 2011 fik penge fra Villum Fonden til det store forskningsprojekt ’SensibleDTU’ om brug af mobildata til at se, hvordan folk bevæger sig rundt og interagerer med hinanden. Hvordan oplevede han overgangen fra forskning til ledelse?
"Det var en ret stor øjenåbner lige pludselig at have ansvar for de fantastiske, unge mennesker, og jeg vil gerne sikre, at de får et godt job. Og jeg vil gerne sikre, at vi kan fortsætte med at lave fantastisk forskning, selvom det ikke er mig, der styrer alting, detaljer osv. Så jeg har brugt enormt meget energi på at tænke over de ting og prøve at gøre det godt.
Indenfor forskningsverdenen træner man år efter år efter år i at blive super god til at sidde og nørde med én specifik ting. Det gør man i sin master, i sin ph.d. og i sin postdoc. Det handler om at være faglig dygtig. Når man så er færdig og får fast arbejde som forsker, så får man pludselig at vide, at det faktisk er noget helt andet, som man skal være god til. Nu skal man være god til at lede en forskningsgruppe. Og det er bare en helt anden opgave. Det er en kæmpe udfordring, og det føltes som en kæmpe udfordring, og forskere er ikke de letteste at lede til at begynde med, vil jeg tro," forklarer Sune Lehmann.
Hvad betyder Årets Forskningsmiljøpris 2023 for dig?
"Jeg er vanvittig glad for forskningsmiljøprisen fra Det Unge Akademi, og jeg er stolt og rørt over, at gruppen har vundet den pris - og det er jo faktisk unge fra vores egen gruppe, der har indstillet os til prisen. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget finere, end at vi har fået lavet et sted, hvor det er fedt at være. Det er jo det, jeg har håbet på og har drømt om, men det er jo altid svært at vide, om det rent faktisk lykkes. Så det, at miljøet belønnes med en pris som denne, betyder virkelig meget. For det er noget, jeg gør mig umage med, og det er noget, jeg arbejder hårdt for.
Jeg har godt nok haft en oplevelse af, at vi fungerer godt. Men vi sidder jo ikke og roser arbejdsmiljøet, når vi mødes. Så indimellem har jeg spekuleret på, om det kun er mig, der synes, at det går godt. Så det er kæmpestort, og jeg er virkelig, virkelig glad og stolt.
Samtidig er forskningsmiljøprisen en kæmpe ros for, at det er gået godt i en helt anden dimension, end den dimension, jeg er vant til at klare mig godt indenfor. Så det er virkelig fantastisk," slutter Sune Lehmann.