Carsten Thomassen modtager Ole Rømer Medaljen

mandag 21 nov 22

Kontakt

Carsten Thomassen
Professor
DTU Compute
45 25 30 58

Kontakt

Philip Bille
Sektionsleder
DTU Compute
45 25 36 47

Kontakt

Anders Overgaard Bjarklev
Rektor
45 25 10 00

Kontakt

Jan Madsen
Institutdirektør, Professor
DTU Compute
45 25 37 51
Det er en ære for DTU, og hædersbevisningen betyder ekstra meget for DTU Compute-professoren, fordi kollegerne indstillede ham.

Den 21. november 2022 står som et højdepunkt i professor Carsten Thomassens karriere med tildelingen af en af de fornemste danske naturvidenskabelige hædersbevisninger, Ole Rømer Guldmedaljen. Carsten Thomassen er én af kun 10 modtager af prisen, der blev indstiftet i 1944 på 300-året for Ole Rømers fødsel. 

Hædersbevisningen blev uddelt i festsalen på Københavns Universitet af rektor Henrik C. Wegener, efter at prismodtageren i et foredrag havde delt ud af sin begejstring for grafteori og fået publikum til at le og kolleger til at notere sig videnskabelige vitser til eget brug. 

Carsten Thomassen blev overrasket, da han hørte, at netop han skulle modtage Ole Rømer Guldmedaljen:

”Jeg blev meget rørt over at blive indstillet til medaljen af DTU i første omgang, men så regnede jeg heller ikke med at høre mere til det. Ole Rømer var astronom, så medaljen kunne gå til en astronom eller alt, hvad der er tæt på astronomi, så mange dygtige forskere kunne være i spil. Men nu står jeg her i dag med medaljen, og det er jeg meget taknemmelig for.” 

I 2019 blev Carsten Thomassen udnævnt til Honorary Fellow of the Institute of Combinatorics and its Applications ved en ceremoni i Canada. Det var - ligesom guldmedaljen er det nu - et højdepunkt i hans karriere, eftersom der kun må være 10 nulevende Honorary Fellows.

”Men Ole Rømer Guldmedaljen er lidt noget andet, fordi det er mine kolleger på DTU, der har indstillet mig. Det er en kæmpe anerkendelse, og det giver mig ligesom ekstra energi til min forskning,” fortæller Carsten Thomassen. 

Problemløsende grafteoretiker 

Carsten Thomassen er professor i matematik ved DTU Compute. Hans forskningsfelt er kombinatorik, med hovedvægt på grafteori.

En graf er den matematiske abstraktion for netværk, som for eksempel vejnet, elnet, datanet som internettet og spredningsmodeller for sygdomme. Inden for datalogi (computer science) spiller grafer en helt fundamental rolle, og grafteori har været en af de hurtigst voksende grene af matematikken i det 20. århundrede.

Carsten Thomassen har udgivet over 240 publikationer. Han har adskillige gange været med på den årlige ISI liste over verdens 250 mest citerede matematikere, og hans arbejde har haft stor betydning også i computer science. Hans anvendelser af grafteori på problemer indenfor random walks, overflader, kurver, matricer og algoritmer er forbløffende og originale, og gennem sin karriere har han løst adskillige såkaldt ”åbne problemer” - problemer som andre matematikere har måtte give op overfor gennem mange år.

Gennem årene har Thomassen modtaget flere nationale og internationale anerkendelser, og han har været distinguished visiting professor rundt om i verden, bl.a. Rothschild Professor ved Isaac Newton Instituttet ved Cambridge University i 2008. Han er også flittig som redaktør af internationale fagtidsskrifter, f.eks. er han hovedredaktør for den internationale Journal of Graph Theory siden 1989.

”I sektionen for Algoritmer, Logik og Grafteori har vi stor glæde af at have Carsten Thomassen i vores midte - han har det store matematiske overblik og den originalitet, der er så vigtig for at nå nye resultater i grænseområdet mellem matematik og IT. Og så er han en fantastisk god underviser,” siger sektionsleder, professor Philip Bille.

 

Jagten på et smukt bevis

"Det glæder mig virkelig oprigtigt, at en af vores absolutte topprofessorer, som også altid har været en fremragende underviser, nu bliver belønnet på denne her måde. Det er en ære for vores universitet."
Anders Bjarklev, rektor på DTU

Ved prisuddelingen begrundede rektor på Københavns Universitet Henrik C. Wegener tildelingen med, at Carsten Thomassen er blandt verdens absolut bedste grafteoretikere, og en førende international matematiker:

”Carsten, du er en fantastisk problemløser - verdenskendt for din evne til at løse meget vanskelige problemer, som andre matematikere har opgivet. Dit videnskabelige output er stort, og du har produceret flere elegante og dybt originale matematiske beviser. … Effekten af dit arbejde er vidtrækkende. Din forskning har et meget stort anvendelsespotentiale inden for andre matematiske områder såsom geometri og topologi og inden for datalogi. … Alle applikationerne er vigtige, men jeg tror, at jagten på et smukt matematisk bevis er et mål i sig selv for dig. Det, der driver dig og din forskning, er af mere fundamental karakter.”

Ord som den videnskabelige verden og kolleger kan skrive under på, og professor Carsten Thomassen selv er stadig dybt fascineret af matematik:

”Matematik er et vidunderligt fag, der vedbliver at udvikle sig -  det er fascinerende at se, hvordan matematik på den ene side er grundlæggende for mange anvendte discipliner og på den anden side indeholder et væld af smukke problemer, der er interessante i sig selv.”

 

En ære for DTU

Rektor på DTU Anders Bjarklev var med ved prisoverrækkelsen: 

”Det glæder mig virkelig oprigtigt, at en af vores absolutte topprofessorer, som også altid har været en fremragende underviser, nu bliver belønnet på denne her måde. Det er en ære for vores universitet.” 

Han suppleres af institutdirektør på DTU Compute, professor Jan Madsen, der fremhæver, at guldmedaljen viser vigtigheden af, at forskerne har tid til grundforskning.

”I dag er der meget fokus på kommercialisering, og man skal kunne argumentere for, hvordan ting kan skabe værdi her og nu. Derfor er det super vigtigt at vise værdien af, at vi faktisk har folk, der tager sig tid og har tid til at fordybe sig og kigge på det helt grundlæggende fundament. Så det er fantastisk, at Carsten har fået denne her pris, og jeg er super stolt af det,” siger Jan Madsen. 

Ole Rømer Medaljen blev senest givet i 2001 til fysikeren Lene Hau, og i 1976 gik den til Nobelpristagerne Aage Bohr og Ben Mottelson. Professor Carsten Thomassen er samtidig den sidste modtager af Ole Rømer Guldmedaljen, for fondet bliver nu opløst. 

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.