Computereksperten der tænker ud af boksen

Hvis der var den mindste smule udsigt til, at det kunne lade sig gøre, ville Jan Madsen sikkert lave et computerprogram, der udvidede døgnet med et antal timer. Det kunne han i hvert fald godt selv have brug for, og det ville også være i tråd med hans forskerkarriere, som til en vis grad har handlet om at gøre det umulige muligt.

Professor, vicedirektør og sektionsleder. Ph.d.-vejleder for seks, medansøger til seks store forskningsprojekter og rådgiver for et par spinout-firmaer. Foredragsholder, medlem af tænketanken Danmark 3.0 og dansk akademisk ambassadør for Singularity University. Det er bare et lille udsnit af Jan Madsens opgaver p.t., og dertil kommer familielivet med kone og to teenagebørn. Summen er mere end 100 procent, men det kan godt lade sig gøre, påstår professoren frejdigt. Når bare der er fleksibilitet i det.

En del af forklaringen er, at både Jan og hans kone, der arbejder som stylist, har en flydende arbejdstid. For Jans vedkommende faktisk så flydende, at han sjældent holder helt fri.

”Nogle gange forsøger man at glemme, men tankerne er der jo alligevel. I min fritid løber jeg en del, og på de ture er der meget, som falder på plads. Man kan godt sætte sig ned og tænke intensivt over noget, men de lyse indfald kommer ofte på en løbetur."

Forsker først og sidst

Der er en del kasketter i Jan Madsens karriere, men det vigtigste er stadig forskningen, og det er på grund af den, at han ikke tog det oplagte skridt og søgte direktørstillingen, da Helle Rootzén valgte at træde tilbage som chef for DTU Compute.

Det hele startede med en ph.d. fokuseret på at forstå og designe mikrochips. Jan Madsen blev tidligt grebet af emnet ’co-design’, hvor man begyndte systematisk at tænke software og hardware sammen. Han er optaget af at designe arkitekturen, som bestemmer, hvordan programmer afvikles.

Når man siger computer, tænker de fleste nok på pc’en, men 99 procent af verdens computere er i dag indlejret i andre ting - fra biler, fly og a-kraftværker til fjernbetjeninger, mobiltelefoner og høreapparater. Og det er netop disse indlejrede systemer, der blev Jan Madsens kerneforskningsområde.

”Det karakteristiske ved indlejrede systemer er, at ressourcerne er begrænsede. De skal fylde meget lidt eller må ikke bruge særlig meget energi, og deres opgave skal måske kunne afvikles i et bestemt tidsrum, mens de er i dvale resten af tiden. Det giver store udfordringer, som jeg synes, er spændende at løse.”

Over i biologiens verden

For 10 år siden fik instituttet en ny lektor, Paul Pop, som introducerede det såkaldte lab-on-a-chip, et biokemisk laboratorium i mikroformat. Det inspirerede Jan Madsen meget, for han kunne se, at det greb tilbage til de mikrochips, han havde arbejdet med siden sin ph.d.; den teknologiske udvikling ville muliggøre stadig mere komplekse chips, og derfor ville der blive brug for at udvikle automatiserede metoder og værktøjer til at designe dem. Jan Madsen så uanede muligheder, og pludselig var han på vej over i biologiens verden, en bevægelse, der er fortsat gennem årene.

”Det er en enorm drivkraft for mig at blive udfordret på mine forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre. Som forsker kan man have en tendens til at holde fast i sin egen snævre definition af verden. Men hvis man tør være åben og blotte sig lidt, kan der ske rigtig spændende ting.”

Computereksperten er endda fulgt med biologerne helt ind i livets inderste kerne.

”Man kan efterhånden forstå funktionen af hver enkelt del af DNA’et. Og når man står med sådan et bibliotek af DNA-stumper, vil man jo som ingeniør straks begynde at bygge noget nyt. Jeg fik en fornemmelse af, at vi kunne bidrage til dette område simpelthen ved at betragte cellen som en lille computer, der kan programmeres. Det er ekstremt fascinerende.”

Californisk øjenåbner

For nogle år siden tilbragte Jan Madsen en uge på Singularity University i Californien, hvor man fordyber sig i den teknologiske udvikling, og hvad den betyder for samfundet. Det blev en øjenåbner, som stadig påvirker hans arbejde og har gjort ham endnu mere bevidst om forpligtelsen til at dele sin insiderviden med det omgivende samfund.

”Jeg har lidt en følelse som Niels Bohr, da det gik op for ham, hvad atomteorien kunne føre til, og rejste rundt til verdens ledere for at advare dem mod atombomben. Derfor er jeg blevet dansk ambassadør for Singularity University og forsøger at komme i clinch med virksomheder og politikere – starte nogle debatter og fortælle, hvor vi er på vej hen."

Jan Madsen er af natur optimistisk og ser mange muligheder i teknologien, men man skal ikke være blind for, at den også kan bruges forkert. Det nytter dog ikke at gå i panik og lovgive imod det, for så flytter forskningen bare, siger han.

Vindmøller eller læhegn

”På den lange bane tror jeg, udviklingen er til det bedre. Men på den korte bane må vi f.eks. se i øjnene, at mange af de jobs, vi kender i dag, vil blive overtaget af maskiner. Lab-on-a-chip erstatter laboranten, førerløse biler gør det af med chaufførjobbet. Ja, der findes sågar algoritmer, som kan skrive artikler. Så et eller andet sted er vi alle truet.”

Når Jan Madsen holder foredrag, slutter han ofte af med det kinesiske ordsprog: ”Når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn, mens andre bygger vindmøller.” Jan Madsen mener, at det er en forudsætning, at vi har en åben diskussion om, hvad vi vil bruge teknologien til. Men når det er sagt, så hælder han klart til vindmøllerne.