Videnskab serveret på et sommerligt sølvfad

tirsdag 20 maj 14
|

Science in the City

Science in the City er en del af ESOF (EuroScience Open Forum), den største europæiske tværgående videnskabs- og videnskabspolitiske konference, som det danske Uddannelses- og Forskningsministerium har vundet værtskabet for i 2014.

Om arrangementet

House of Future Technologies
Dato: Den 21.-26. juni 2014
Hvor: Carlsberg Byen på Vesterbro i København
Adgang: Gratis

Havforskningsskibet Dana
Dato: 21.-23. juni 2014
Hvor: Amaliekajen ved Amalienborg i København
Adgang: Gratis

Læs mere: www.scienceinthecity.dk

Virkelighed og videnskab forenes, når Science in the City indtager hovedstaden i juni måned. Her kan nysgerrighed på fremtidens teknologiske løsninger afprøves ved flere gratis arrangementer.

Et kig ind i fremtiden er hovedingrediensen fra DTU på den internationale videnskabsfestival Science in the City. I House of Future Technologies kan I nemlig møde ingeniørløsninger på globale udfordringer i alle størrelser og former. Blandt andet kan I smage en enzymbehandlet klimavenlig øl, få 3D-scannet jeres ansigter til gavn for fremtidens udvikling af superavancerede høreapparater- eller hvad med et indblik i, hvordan mug og skimmelsvamp kan kurere sygdomme? I kan også lære, hvordan en familie kan få energi ud af deres affald, eller donere jeres antal af skridt til forskning og vinde præmier. Fortællelystne forskere og studerende præsenterer grænsesøgende eksperimenter og innovative opfindelser, der er med til at løse fremtidens udfordringer og graver i videnskabens mysterier. Det foregår i Carlsberg Byen.

Science in the City-festivalen byder også på Science Slam, hvor DTU-forskere pitcher forskning på en sjov og let forståelig måde og stimulerer undren og nysgerrighed i flere forskellige discipliner, eller I kan komme ombord på forskningsskibet DANA, der lægger til kaj ved Amaliehaven. Sidst men ikke mindst indgår DTU Science Show på festivalen i et landshold sammen med andre forskerspirer fra Aarhus Universitet, som sammen skal deltage i EM i Science Shows. Ild, eksplosioner, røg og bordtennisbolde mødes i en sprængfarlig synergi med knald i, og alle farver og facetter af videnskaben bliver præsenteret som meterhøje skumsøjler, gnistrende luftlag, lydbølger med ild i og fingre i ørerne. Det er sjovt, højt og farverigt og appellerer til børn som voksne. 

Videnskaben er overalt omkring os, og i juni samles den koncentreret på en hyldestfestival, der er lærerig, åben, stimulerende – og gratis.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.