Professor Helle Rootzen forlader DTU

fredag 29 maj 20
|

Nedslag i Helle Rootzéns karriere på DTU

  • Ph.d. i statistik, DTU, 1989
  • Adjunkt/lektor i statistik og geometri, DTU Informatik, 1988-2006
  • Statistiker ved Dansk Bryst Cancer Gruppe, Landsforeningen mod Brystkræft, 1997-98
  • Ekstern lektor ved Institut for Folkesundhed, København Universitet, 1998-2004
  • Årets underviser på DTU, 2000
  • Docent i statistik, DTU Compute, 2005-
  • Ansat på LearningLab DTU, forår 2005 og forår 2006
  • Certificeret coach, Manning Inspire, 2008
  • Udviklede systemet HEROS - et ikke-lineært, web-baseret undervisningssystem, 2008-2010
  • Institutdirektør, DTU Informatik og derefter DTU Compute, 2010-2015
  • Professor i Learning Technology and Digitalization, DTU Compute, 2016 - 
  • Medlem af regeringens vækstteam for IKT og Digital vækst samt diverse bestyrelser og tænketanke inden for brugen af IT i samfundet bl.a. ATVs (Akademiet for de Tekniske Videnskaber) “Digitale Vismænd”, 2014 -
  • Grundlægger og daglig leder af learnT DTU - Centre for Digital Learning Technology 2016 -

Medlem af en række bestyrelser bl.a.:

  • DHI Fonden, 2019 -
  • DHI A/S, 2016 -
  • Birkerød Gymnasium, HF, IB, og Kostskole, 2012 -
  • DeIC (Danish e-Infrastructure Cooperation), 2012 - 2018
Efter 36 år og en imponerende karriere på DTU har Helle Rootzén besluttet sig for at forfølge et arbejdsliv som selvstændig.

’Modig’. utraditionel’ og ’rollemodel’. Er nogle af de mærkater, der gennem tiderne er blevet sat på Helle Rootzen. F.eks. da hun efter fem år som institutdirektør for DTU Compute ikke ønskede at forny sin direktør-kontrakt, men i stedet besluttede sig for at vende tilbage til en stilling som forsker ved DTU Compute. Eller da hun som en af de første - og som ret alene kvinde i toppen af IT-forskningsmiljøet - besluttede sig for at sætte gender diversity på dagsordenen.

Og nu kan Helle Rootzen igen markere sig med en utraditionelt og modig karrie-beslutning: Hun forlader DTU til fordel for de mindre faste og måske knap så trygge rammer som selvstændig. Præcis hvad, hvordan og hvornår er dog indtil videre en ikke noget, hun kan løfte sløret for.

”Det er ikke for at være hemmelighedsfuld, men jeg har endnu ikke har fået styr på alle detaljerne. Jeg kan dog afsløre, at jeg bliver min egen arbejdsgiver fremover, og at jeg gerne vil starte noget nyt.”

Fra Ph.d.-studerende til professor og alt det ind i mellem
Helle Rootzén har i sin tid på DTU haft lejlighed til at prøve kræfter med et hav af forskellige opgaver og tillidshverv.

Og fordi hun er matematiker og levende optaget af, hvordan hendes faglige viden kan bruges som værktøj til at forbedre alt - fra industrielle processer til forskningen i brystkræft og ikke mindst undervisning af studerende - har hun engageret sig dybt i det hele.

Hun har altid oplevet, at der er rig lejlighed til at bruge matematikken til at gøre en forskel på DTU. På spørgsmålet om, hvad hun har sat mest pris på i sin tid på DTU er det derfor heller ikke nemt at vælge:

” Jeg kommer fra en meget teoretisk statistikuddannelse på Københavns Universitet og da jeg startede på DTU som PhD-studerende, var jeg f.eks. dybt fascineret af at få teorien til at mødes med den praktiske ingeniør-tilgang.”

Og selvom Helle Rootzén forklarer, at hun ”nok havde lidt sommerfugle i maven”, da hun første gang skulle undervise på Statistik 1, blev hun hurtigt bidt af det – og de studerende blev også bidt af hendes undervisning. Faktisk i en sådan grad, at hun blev kåret til årets underviser på DTU i 2000.

I det hele taget har omsætningen af forskning til ny brugbar viden, om det så er i form af undervisning eller rådgivning, altid optaget Helle Rootzén, og hun har blandt andet været en del af “IT-Rådgivningsgruppen” for undervisningsminister Merete Riisager 2017-18:

”Jeg har også altid nydt mine mange forsknings- og rådgivningssamarbejder med industrien og med offentlige institutioner - at få mulighed for at forstå et problem og hjælpe med at udvikle et område er super sjovt.” 

Har sat et tydeligt præg
Helle Rootzén har taget initiativer, sat ting på dagsordenen og stået i spidsen for organisatoriske ændringer på DTU, som kommer til at præge universitetet i mange år fremover. 

Hun har rejst debatten om kvinder i IT-forskning, hun har som direktør stået i spidsen for fusionen mellem DTU Matematik og DTU Informatik og dermed etableringen af det nuværende DTU Compute.

Og så har hun har været spydspids i udviklingen af digital, adaptiv og nyskabende undervisning. Hun er initiativtageren og ildsjælen bag kandidatuddannelsen Matematisk Modellering og Computing, det adaptive e-læringsværktøj Heros og det nyskabende initiativ LearnT, der bygger bro mellem forskningen i digitale undervisningsformer, erhvervsliv og undervisningspraksis.

Mange nok ville vælge at nyde udsigten fra en velfortjent position som mangeårig inspirator, leder og innovatør i det forskningsmiljø, som hun i så afgørende grad har været med til at præge, men ikke Helle Rootzén:

”Jeg har virkelig nydt at møde DTU’s mange spændende mennesker i al deres forskellighed, og jeg vil helt sikkert savne det. Tiden er fløjet, men nu kan jeg mærke, at jeg har brug for at udfordre mig selv en gang til. Jeg har det bedst med usikkerhed og udfordringer, at smide mig selv ud på dybt vand og se, hvad der sker.”

 

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.