Netværksskabende managing director til Danish Data Science Academy

fredag 02 jul 21

Send ansøgning

Frist 9. august 2021
Du kan søge om jobbet ved DTU Compute ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Det vigtigste data science job i Danmark?

Vi søger en engageret og organisatorisk stærk managing director til at stå i spidsen for sekretariatet for det nyetablerede akademi for data science. www.ddsa.dk.

Novo Nordisk Fonden og VILLUM FONDEN har bevilget over 180 mio. kr. til etablering af et nyt nationalt akademi for datavidenskab, der skal forene og styrke de mange nationale aktører og interessenter inden for det akademiske miljø, hospitalerne og erhvervslivet. Akademiet er dannet for at støtte uddannelse og træning af de nye generationer af data science-eksperter og skabe et unikt dansk data science-miljø, der kan konkurrere internationalt og tiltrække talent.

Danish Data Science Academy vil hovedsageligt støtte og udføre tre typer af aktiviteter:

  • Økonomisk støtte til kurser og aktiviteter inden for data science, samt skabe et forum for national koordinering og erfaringsudveksling mellem universiteterne og deres aftagere.
  • Stipendier til ph.d.- og postdoc-projekter, herunder samarbejdsprojekter med blandt andet hospitaler og industri.
  • Støtte til og afvikling af møder, konferencer og symposier med det formål at skabe internationalisering, fællesskab, netværk og videndeling på tværs af faggrænser, institutioner og sektorer.

Jobbet
Akademiet ledes af Board of Directors, som sammen med dig sætter retningen, formulerer strategier og fastlægger handlingsplaner for akademiets udvikling. Som managing director er du ansvarlig for at omsætte Akademiets visioner til handling.

Du får ansvaret for at lede sekretariatets fem medarbejdere, der tæller en kommunikationsmedarbejder, tre akademiske koordinatorer for hhv. stakeholder-relationer, events og fellowships, samt en sekretær/PA. Da sekretariatet er under opbygning, vil en af dine første opgaver være at bistå med ansættelsen af de nye medarbejdere.

Som managing director står du også i spidsen for at opbygge relationer til andre data-science-miljøer og -organisationer i Danmark og resten af verden, herunder etablere alle former for samarbejder og co-funding-aktiviteter. Du vil have det overordnede ansvar for at udføre akademiets aktiviteter, som for eksempel de årlige opslag og efterfølgende processer og en årlig konference for landets data scientists. Du skal desuden koordinere samarbejder på tværs af andre akademier, herunder events, videndeling og samfinansierede ph.d.er.

Vores forventninger til dig

Du har fokus på aftagernes (virksomheder, hospitaler, offentlig administration mv) behov og på at skabe og forfølge visionære mål for disse i tæt samspil med videns- og uddannelsesinstitutionerne.

Vi forestiller os, at du har en baggrund enten fra universitetsmiljøet eller industrien og gerne fra begge. Din uddannelsesmæssige baggrund er inden for data science, og du har et stærkt netværk på området, ligesom du har erfaring med at opbygge netværksstrukturer, der går på tværs af videns- og forretningsdomæner. 

Vi forventer at du: 

  • Har erfaring med forskning og det akademiske miljø.
  • Har erfaring med personaleledelse og forstår at motivere dine medarbejdere og udnytte sekretariatets kompetencer til fælles bedste.
  • Trives både i rollen som entreprenant netværker og som moden leder med flair for at styre planer og budgetter i mål.
  • Kan skabe tillid gennem struktur og overblik samt sikre, at nye aktiviteter kan nå i mål.
  • Er i stand til at bygge bro mellem forsknings-/uddannelsesverdenen, hospitals- og industriverdenen.
  • Har erfaring med at lede komplekse udviklingsprocesser med mange forskellige aktører.
  • Har erfaring med kommunikation og fundraising.
  • Taler og skriver flydende engelsk.

Vi lægger desuden vægt på følgende: 

  • Du er en inspirator, der skaber visioner hos andre og giver lyst til at udvikle og understøtte samarbejde.
  • Du har et strategisk blik og forstår at arbejde aktivt med prioritering, planlægning og koordinering.
  • Du har blik for administrative processer.

Hvad tilbyder vi dig
Som managing director for DDSA får du mulighed for at være med til at udvikle akademiet og sætte dit eget præg på Danmarks fremtid som førende nation inden for data science. Du bliver en af nøglepersonerne i et bredt fagligt interessefællesskab, og du vil spille en essentiel rolle i virkeliggørelsen af akademiets visioner. Din indsats er med til at skabe ny viden til gavn for samfundet. Du kan således se frem til stort ansvar og friheden til at forvalte det. Som leder på DTU er du med til at sætte rammen for en resultatorienteret, udfordrende og udviklende arbejdsplads. Du kan læse mere om DTU's lederrolle på hjemmesiden

Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsen er administrativt forankret under administrationschef Ulla Jensen på DTU Compute, og arbejdssted er DTU Lyngby Campus.

Stillingen er en fuldtidsstilling. Du vil blive ansat i en projektansættelse indtil 31. december 2026. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for Akademikere i Staten (AC). Stillingen besættes som chefkonsulent med personaleansvar. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 9. august 2021. Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte professor Lars Kai Hansen, DTU på +45 4525 3889, professor Anders Krogh, Københavns Universitet på + 45
5182 7056, eller administrationschef Ulla Jensen, DTU på +45 9351 1938. 

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. 


DTU Compute
DTU Compute er et unikt og internationalt anerkendt akademisk miljø, der spænder over videnskabsdisciplinerne matematik, statistik, datalogi og ingeniørvidenskab. Vi udfører forskning, undervisning og innovation af høj international standard - der producerer ny viden og teknologibaserede løsninger til samfundets udfordringer. Vi har en mangeårig involvering i anvendt og tværfaglig forskning, big data og datavidenskab, kunstig intelligens (AI), internet of things (IoT), smarte og sikre samfund, smart fremstilling og life science.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar vision om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den vision lever den dag i dag. DTU har 12.900 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.