Statistiker/dataanalytiker til rådgivning inden for anvendt statistisk

fredag 22 nov 19

Send ansøgning

Frist 6. december 2019
Du kan søge om jobbet ved DTU Compute ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

DTU Compute søger en medarbejder med godt all-round kendskab til anvendt statistik, og dataanalyse som fx machine learning, kemometri, kunstig intelligens mv. Du vil få ansvaret for at varetage projektarbejde, fortrinsvis på konsulentbasis, inden for anvendt statistik. Herudover vil du få mulighed for at bidrage til undervisningen i dataanalyse og statistik, især ved efteruddannelsesaktiviteter. Stillingen er fagligt forankret ved sektionen Statistik og Dataanalyse samt tilknyttet den tværfaglige enhed DTU Dataanalyse samt Big Data DTU centeret.

DTU Dataanalyse er en særlig enhed på DTU Compute. Vi har til formål at støtte DTU's institutter, det offentlige samt det private erhvervsliv med viden om og hjælp til forskningsbaseret dataanalyse, herunder specielt statistik. Vi dækker kompetencer på tværs af alle DTU Computes sektioner og kan opfattes som instituttets portal udadtil. Vores sektionen består pt. af 21 forskere/undervisere, 11 ph.d. studerende og 9 administrative medarbejdere.

Jobbet
Du vil få ansvar for at løse eller medvirke til at løse en bred palet af både små og store, forskelligartede, men konkrete statistiske og dataanalytiske konsulentprojekter med sektionens eksterne partnere. Herudover vil du få mulighed for at udvikle dine undervisningskompetencer ved at medvirke til efteruddannelsesaktiviteter inden for dine kompetenceområder.

Vores forventninger til dig
Vi ønsker stillingen besat med en civilingeniør, cand. scient. eller tilsvarende med erfaring i anvendt statistik/matematisk statistik, gerne med en ph.d.-grad. Hvis du har tidligere erfaring med rådgivnings- eller konsulentvirksomhed samt andet projektarbejde vil være en fordel. Evnen til konstruktivt at samarbejde med både interne og eksterne partnere, der kan dokumenteres for eksempel ved medforfatterskab på tidsskrift- eller konference-artikler, vægtes ligeledes meget højt. Erfaring med en eller flere statistikpakker som fx SAS, R etc. vil være en yderligere fordel.

Hvad tilbyder vi dig
På DTU bliver du del af et universitet, hvor viden og uddannelse med et globalt perspektiv er omdrejningspunktet. Ny teknologi, innovation og viljen til at skabe noget, der kan komme os alle til gavn, er hjørnestene på DTU. Vi værdsætter høj faglighed, og ønsker at du løbende udvikler dig i takt med dit ansvar. En naturlig del af dit nye job bliver således høj faglighed, din egen udvikling og ansvarlig handlefrihed.

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til overenskomsten for akademikere i staten eller anden relevant overenskomst. Stillingen ønskes besat med en specialkonsulent.

Stillingen ønskes besat 1. januar 2020 eller snarest muligt derefter.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 6. december 2019. Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. Jobinterviews afholdes løbende.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte professor, Bjarne Kjær Ersbøll, +45 4525 3413. 

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

DTU Compute forsker og underviser i matematik, anvendt matematik og computer science. Den støt voksende informationsmængde og anvendelsen af stadigt mere kompleks højteknologi i samfundet kræver avancerede, computerbaserede matematiske modeller og beregninger. Instituttets unikke kompetencer er derfor bredt efterspurgte i forbindelse med innovation og produktion.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar vision om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den vision lever den dag i dag. DTU har 11.500 studerende og 6.000 ansatte.

Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. Vores hovedcampus ligger i Kgs. Lyngby nord for København, og vi har campusser i Roskilde og Ballerup.