Projektleder for forretningsudvikling

tirsdag 10 sep 19

Send ansøgning

Frist 24. september 2019
Du kan søge om jobbet ved DTU Compute ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Har du flair for at kommercialisere viden til gavn for danske virksomheder? Vi kan tilbyde en stilling, hvor du har ansvar for den eksterne og interne forretningsudvikling i Danish Hub for Cybersecurity. Vi er en ny organisation med en mission om at skabe værdi ved at stille forskning, viden og uddannelse om cybersikkerhed til rådighed for danske virksomheder.

Jobbet
Du bliver en del af vores nyoprettede sekretariat bestående af en leder og fire medarbejdere. >Vi er placeret på DTU’s campus i Lyngby, men vil fungere mobilt i understøttelsen af aktører i hele landet.

Dine primære ansvarsområder som forretningsudvikler er målrettet dels hubbens interessenter og dels udvikling af hubben som økonomisk selvbærende:
 

  • Du understøtter iværksætteri og starts-ups i tæt samarbejde med hubbens innovationsansvarlige og partnernes iværksættermiljøer
  • Du hjælper virksomheder med at udvikle forretningspotentiale inden for produkter eller services
  • Du bidrager til hubbens interne strategi og forretningsplan, således at Danish Hub for Cybersikkerhed vil være selvfinansierende i 2023
  • Du er med til at udvikle hubbens aktiviteter, så de bringer mest muligt værdi til danske virksomheder
Vores forventninger til dig
Vi forestiller os, at du har relevant erfaring fra en tilsvarende stilling, eller måske selv har startet egen virksomhed. Du behøver ikke være ekspert i cybersikkerhed, men lidt kendskab vil være en fordel. Det er vigtigere, at du kan arbejde selvstændigt og formår at se forretningsmuligheder.

På det faglige plan forventer vi, at du:
 
  • Har erfaring med at kommercialisere forskning og viden
  • Har forståelse for hele værdikæden inden for entreprenørskab
  • Har arbejdet med projektledelse og både kan udvikle og gennemføre projekter
  • Kan rådgive både forskere og erhvervsfolk i forretningsudvikling
  • Kan kommunikere klart på dansk både mundtligt og skriftligt og kan ligeledes begå dig på engelsk
På det personlige plan lægger vi vægt på følgende egenskaber: 
  • Du trives med at bevæge dig ind på nye områder og går gerne foran i igangsættelsen af nye initiativer
  • Du er ikke bange for at tage ansvar
  • Du får en bred kontaktflade til hubmedlemmerne og øvrige aktører, så vi forventer, at du er åben og serviceminded
  • Du er samarbejdsorienteret og brænder for at bidrage til at opbygge den nye Danish Hub for Cybersecurity
Hvad tilbyder vi dig
Du bliver en del af en helt ny organisation, hvor du får mulighed for at sætte dit eget præg på stillingen som en af nøglepersonerne i et landsdækkende netværk for cybersikkerhed. I hubbens første år er den forankret på DTU, og du bliver derfor en del af en organisation, hvor viden og uddannelse med et globalt perspektiv er omdrejningspunktet. Ny teknologi, innovation og viljen til at skabe noget, der kan komme os alle til gavn, er hjørnestenene.

Din arbejdsplads
Du kommer til at arbejde tæt sammen med hubbens øvrige partnere over hele Danmark: Alexandra Instituttet (AI), Aarhus Universitet (AU), CenSec/Inno-Sec (Inno-Sec), Copenhagen Business School (CBS), Dansk Brand og Sikringsteknisk Institut (DBI), Erhvervsakademi Aarhus (EAAA), FORCE Technology (FORCE), InfinIT (InfinIT), IT-Universitetet (ITU), Københavns Erhvervsakademi (KEA), Københavns Universitet (KU), Roskilde Universitet (RUC), Syddansk Universitet (SDU), Aalborg Universitet (AAU) og det danske erhvervsliv. Cyberhuben arbejder på en fire-årig bevilling fra Industriens Fond.

Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsen er administrativt forankret på DTU Compute, og arbejdssted er DTU Lyngby Campus. Stillingen er en fuldtidsstilling, hvor du ansættes som projektmedarbejder. Ansættelse pr. 1. oktober 2019 eller snarest herefter indtil projektet afsluttes, forventeligt den 31. marts 2023.

Stillingen besættes enten som AC-fuldmægtig eller specialkonsulent afhængig af kvalifikationer. Løn og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for akademikere i staten eller anden relevant overenskomst afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 24. september 2019.Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af Danish Hub for Cybersecurity Henrik Fougt, telefon 9137 0057.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

På DTU bliver du del af et universitet, hvor viden og uddannelse med et globalt perspektiv er omdrejningspunktet. Ny teknologi, innovation og viljen til at skabe noget, der kan komme os alle til gavn, er hjørnestene på DTU. Vi værdsætter høj faglighed, og ønsker at du løbende udvikler dig i takt med dit ansvar. En naturlig del af dit nye job bliver således høj faglighed, din egen udvikling og ansvarlig handlefrihed.