Redaktion: Carsten Broder Hansen, Per Christian Hansen, Vagn Lundsgaard Hansen, Mette Minor Andersen, Danmarks Tekniske Universitet, 2009. ISBN: 978-87-643-0453-4.
Bogen "Matematiske horisonter" er skrevet af forskere og studerende på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Bogen er foræret til elever og lærere på landets gymnasier og tekniske skoler som matematikbog, og viser med moderne eksempler hvor vigtig matematik er i samfundet og i vores hverdag.
De fleste forbinder matematik med de nyeste landvindinger inden for computervidenskab, rumfart og kommunikation. På disse felter står den matematiske forskning særdeles stærkt. Matematik har imidlertid langt større og mere omfattende betydning end som motor i den højteknologiske udvikling. Faktisk er matematik til stede overalt i vores hverdag. Vores fødevareproduktion, sundhedssektor, uddannelsessystem, transport og energiforsyning ville eksempelvis ophøre med at eksistere, hvis man fjernede matematikken. Bogen viser og gennemgår mange eksempler på matematikkens talrige muligheder og på forskningens enorme perspektiver.
Vi håber, at du med denne bog selv vil opdage overraskende eksempler på, hvad matematikken gør for dig og din hverdag, og at du får inspiration til at gå endnu dybere på opdagelse i matematikkens fascinerende univers.