BrainCapture. An affordable, Bluetooth enabled electrode cap. An app for datacollection and upload to cloud. A Quality Control (QC) algorithm to enable clean data collection by non-expert workers.

EU-støtte til billigt medicinsk udstyr til epilepsi

onsdag 26 jan 22

Kontakt

Tobias Andersen
Lektor
DTU Compute
45 25 36 87

Om BrainCapture

  • Ideen blev fostret på DTU Compute i 2011.
  • Folkene bag fik god økonomisk hjælp og støtte af startup-programmerne på DTU. Først DTU Discovery Grants, der støtter DTU-ansattes arbejde med tidlig teknisk og kommerciel modning og risiko for teknologi. Dernæst penge fra Proof of Concept-bevilling til blandt andet at ansætte en CEO, Tue Lehn-Schiøler, på halv tid på DTU.
  • Da konceptet var formet, blev firmaet, BrainCapture etableret i 2019.
  • Firmaet har derefter fået penge fra investorer og fra Innovationsfondens InnoBooster-program. I efteråret 2020 fik virksomheden penge fra EU’s Eurostars-program under Horizon 2020 og ansatte sin CEO på fuld tid.
  • Med bevillingen fra EU’s innovationsfond forventer BrainCapture at gå på markedet i starten af 2023.

Tema om sundhedsteknologi

Siden 2010 er antallet af ingeniører i sundhedsvæsenet steget med 22 procent, så der i 2019 var 553 ingeniører direkte ansat i sundhedsvæsenet. I et tema om sundhedsteknologi skriver DTU om udviklingen inden for blandt andet medicinsk billedteknologi, kunstig intelligens og sensorer og bærbart udstyr. Teknologi som understøtter lægerne, åbner for hurtigere diagnostik og behandling og løfter kvaliteten.

40 mio. fra EU’s innovationsfond og private investorer skal få DTU-spinout’en BrainCaptures udstyr til diagnosticering på markedet.

Der er nu begrundet håb om, at flere epileptiske patienter i lav- og mellemindkomstlande i fremtiden kan blive diagnosticeret og få medicin. Den danske virksomhed BrainCapture – et spinout af forskningen på DTU Compute - har fået tilsagn om lidt over 40 millioner kroner fra EU’s innovationsfond EIC, European Innovation Council Accelerator.

 

Bevillingen kommer oven i støtte fra private investorer og er altafgørende for virksomhedens bestræbelser og ambitioner om at komme på markedet med et billigt og mobilt medicinsk udstyr, som sundhedspersonale uden erfaring kan bruge til undersøgelser af patienter.

 

Jeg har ikke haft armene nede, siden vi fik det at vide i december. Det er virkelig stort. Det betyder, at vi, i stedet for at skulle klare os igennem med det allermindste for at komme på markedet med vores udstyr, nu får musklerne til at lave en bedre løsning, som vi hurtigt kan få rullet ud,” siger administrerende direktør i BrainCapture Tue Lehn-Schiøler, der selv er uddannet ingeniør fra DTU.

 

Kvalitetskontrol skal sikre bedre undersøgelser
Den neurologiske sygdom epilepsi giver anfald, som kan ses i den elektriske aktivitet i hjernen, og kan føre til tidlig død. Sygdommen kan behandles med billig medicin, men patienter i lav- og mellemindkomstlande bliver sjældent diagnosticeret, fordi der mangler undersøgelsesudstyr og neurologer.

"Gennem nye projekter og opdagelser kan forskerne videreudvikle og teste ideer af, som måske ikke er lige nu, men om 2, 5 eller 10 år. Og så håber vi, at vi senere kan tage de ideer og inkorporere dem på en eller anden måde. "
Administrerende direktør i BrainCapture Tue Lehn-Schiøler.

 

Gennem en årrække har forskere i afdelingen Kognitive Systemer på DTU Compute arbejdet med analyse af målinger af hjerneaktivitet. I 2011 fik de ideen til at udvikle et billigt og mobilt EEG-udstyr, som kan måle dele af hjerneaktiviteten. I 2019 var ideen modnet så meget teknologisk, at den blev skilt ud i virksomheden BrainCapture.

 

EEG-devicen består af en hætte med elektroder, som man sætter på patientens hoved og måler spændingsforskellene mellem elektroderne. Data sendes via BlueTooth til en smartphone, som sender dem videre til en cloud, som en neurolog, der sagtens kan sidde på den anden side af Jorden, kan tilgå for at stille diagnosen.

 

Lige nu samarbejder DTU Compute og BrainCapture i forskningsprojektet eGAP, hvor lektor Tobias Andersen og hans team udvikler en kvalitetskontrols-algoritme. Udfordringen med skanningerne er, at data kan være støjfyldte, fordi øjenbevægelser, blink og muskelsammentrækninger f.eks. i kæbemusklerne også giver signaler og blander sig med de neurale signaler, som skal vise, om patienten er syg.

 

Her vil kvalitetskontrols-algoritmen blive implementeret i systemet, så en utrænet operatør ude i et lokalt sundhedshus i et lav- eller mellemindkomstland i realtid vil få besked om støj i signalerne. Modsat andre lignende kontrolmetoder vil DTU-modellen kunne ekstrahere signaler og kortlægge præcis hvilke bevægelser, der forårsager signalerne. På den måde vil operatøren kunne hjælpe patienten til ikke at bevæge sig på en forstyrrende måde, så det bliver lettere at stille en nøjagtig diagnose.

 

”Vi er ved at være færdige med prototypen af kvalitetskontrol-algoritmen. Dernæst vil vi gerne teste den, mens den kører live på BrainCaptures device, og så skal den nok justeres og raffineres lidt. Til slut vil vi gerne teste den til dens egentlige formål, som er at hjælpe uerfarne operatører udi EEG til at optage data i en bedre kvalitet, end de ellers ville kunne,” siger Tobias Andersen.

 

Samarbejde holder innovationen i live
Hos BrainCapture har man travlt med at få udstyret finpudset, inden det skal CE-godkendes til medicinsk brug i Europa, så godkendes i Afrika og derefter på markedet, i første omgang i Kenya hvor man har etableret et samarbejde med lokale læger.

 

Selv om verden ser meget anderledes ud i en virksomhed end på et universitet, er samarbejdet med DTU ifølge Tue Lehn-Schiøler med til, at BrainCapture holder snuden i innovationssporet:

”Vi har mange tanker om fremtiden. Lige nu har vi travlt med at få devicen på markedet, og der er meget praktisk arbejde i det. Men teknologien kunne også bruges til andre neurologiske sygdomme, f.eks. Alzheimers og skizofreni. Så mens vi koncentrerer os om forretningen, tænker forskerne videre.”

 ”Gennem nye projekter og opdagelser kan forskerne videreudvikle og teste ideer af, som måske ikke er lige nu, men om 2, 5 eller 10 år. Og så håber vi, at vi senere kan tage de ideer og inkorporere dem på en eller anden måde. Det var tanken, da vi etablerede firmaet. Det vil vise sig, om det kommer til at fungere i virkeligheden, men nu har vi i hvert fald mulighed for at få bygget en platform, så vi kan gøre det,” siger Tue Lehn-Schiøler.

BrainCapture forventer at være på markedet i starten af 2023.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.