Livet som forsker - Uffe Høgsbro Thygesen

fredag 02 jun 23

Kontakt

Uffe Høgsbro Thygesen
Lektor
DTU Compute
45 25 30 60

Uffe Høgsbro Thygesens forskning

Uffe Høgsbro Thygesen arbejder med stokastiske dynamiske systemer, altså med matematiske metoder til at beskrive og analysere systemer der udvikler sig tilfældigt eller uforudsigeligt i tid. Hans specielle interesse er stokastiske differentialligninger og deres anvendelse i videnskaberne til analyse, statistisk inferens, og optimering. Han har specielt erfaring fra områderne marinbiologi og havforskning, hvor han har brugt denne type modeller til at beskrive såvel dyrs bevægelser som udviklingen af økosystemer.

Læs mere om hans forskning

Til dagligt underviser Uffe på DTU. For nylig gik turen dog til Grønland, hvor ph.d.-studerende kunne se, hvordan hans undervisning hænger sammen med virkeligheden.

Wauw! Se disse fantastiske billeder - i billedserien øverst - fra Qeqertarsuaq på Disko-øen ud for Grønlands vestkyst.

I første halvdel af maj deltog lektor Uffe Høgsbro Thygesen fra vores forskningssektion Dynamiske Systemer på DTU Compute (DynSys) som underviser i et kombineret ph.d.-kursus og workshop i Grønland.

Arrangementet var tværfagligt med matematikere, der udvikler matematiske modeller, samt feltbiologer, så statistisk tidsserie-analyse blev flettet sammen med mærkning af grønlandshval, dronevideoer og planktonprøvetagning.

Grønlandshvalerne er mærket med elektroniske sensorer til at følge deres bevægelser og adfærd. Forskere er især interesserede i, om hvalerne ændrer deres "årlige cyklus" af migrationer og fouragering, nu hvor vandet i Arktis er blevet varmere. Selvom mærkningen kunne se lidt voldsom ud, skader det ikke hvalerne. - Selve populationen bliver primært overvåget gennem observationer fra fly.

Arrangementet fandt sted på Københavns Universitets nyrenoverede Arktiske Station, beliggende i Qeqertarsuaq, på Disko-øen i det vestlige Grønland, og var arrangeret af Susanne Ditlevsen (Københavns Universitet) og Mads Peter Heide-Jørgensen (Grønlands Naturinstitut) .

Når Uffe ikke dokumenterede hvalmærkning med billeder, holdt han foredrag om brugen af data storage tags, modellering af dyreadfærd ved hjælp af dynamisk optimering og brug af spilteori til at forklare mønstre i økosystemer. Studenterprojekterne omfattede blandt andet bevægelsesmønstre for hvalerne, og hvordan man finder signaturer på globale ændringer i klimadata.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.