Lektor Thomas Bolander modtager H.C. Ørsted Medaljen

onsdag 29 maj 19
|

Kontakt

Thomas Bolander
Professor
DTU Compute
45 25 37 15

Den officielle overrækkelse af H.C. Ørsted medaljen til Thomas Bolander finder sted mandag den 16. september 2019 kl. 19:30 i Auditorium 1 i H.C. Ørsted Bygningen, Universitetsparken 5, 2100 København Ø.

For yderligere informationer om medaljeoverrækkelsen samt tilmelding, se Selskabet for Naturlærens Udbredelse.

Den fornemme H.C. Ørsted Medalje tildeles lektor Thomas Bolander ved DTU Compute for hans fremragende evne til at formidle forskning.

Lektor Thomas Bolander er en af Danmarks førende forskere inden for kunstig intelligens, og han forstår virkelig at formidle sin forskning. Bolander er en dygtig underviser og en flittig foredragsholder, og deltager gerne i debatter omkring betydningen af kunstig intelligens i samfundet. Dermed er han med til at skabe grundlag for en bedre forståelse blandt politikere, erhvervsfolk og borgere, omkring kunstig intelligens.

Han har bl.a. holdt foredrag i så forskellige fora som Digitalt Topmøde i Folketinget, Aalborg Universitetshospital, Folkemødet på Bornholm, Forskningens Døgn for gymnasieelever samt flere ministerier og deltaget i både radio-, tv-, og avis-interviews.

Tidlig interesse for formidling

Interessen for formidling startede tidligt for Thomas Bolander.

"Jeg har altid forsøgt at blive en bedre og bedre formidler," siger Thomas Bolander og uddyber: "Det hele startede, da jeg som ung studerende drog rundt til alverdens offentlige foredrag inden for alle områder af matematik, naturvidenskab og filosofi. Når der var nogen foredrag, der skilte sig positivt ud formidlingsmæssigt, tænkte jeg altid, 'når jeg bliver stor, vil jeg gerne kunne give sådan nogle foredrag'."

Bolanders forskning i kunstig intelligens har fokus på grænseområdet mellem logik, matematik og computer science, og primært på de sociale aspekter af kunstig intelligens. Bolander arbejder mod at få computere og robotter til at kunne interagere socialt med mennesker, så maskinerne kan begynde at forstå lidt af, hvad mennesker tænker, og ikke kun omvendt.

Helt exceptionel

"Der er rigtig mange glimrende foredrag, men en sjælden gang imellem er der så én foredragsholder, der slår os som helt exceptionel."
Professor Dorte Olesen, præsident for Selskabet for Naturlærens Udbredelse

H.C. Ørsted Medaljen uddeles af Selskabet for Naturlærens Udbredelse. Selskabet er ikke forpligtet til at uddele medaljen hvert år, men kan uddele den, når der virkelig kommer en exceptionel formidler. Hvert år afholdes 10 store offentlige foredrag om det mest aktuelle i dansk forskning for at gøre den nyeste viden tilgængelig for så mange som muligt. Thomas Bolanders foredrag tiltrak en uset stort antal tilskuere og slog benene væk under selskabets direktion. Præsident for selskabet, professor Dorte Olesen udtaler:

"Der er rigtig mange glimrende foredrag, men en sjælden gang imellem er der så én foredragsholder, der slår os som helt exceptionel. Det sker ikke så tit, men når det sker, begynder vi at overveje muligheden af en H.C. Ørsted Medalje. Den gives dog kun, hvis vi kan se, at omfanget og den øvrige kvalitet af vedkommendes formidlingsindsats også er helt exceptionel."

Enestående evne til at formidle

At modtage H.C. Ørsted medaljen gør indtryk på Thomas Bolander.

"Jeg synes formidling af naturvidenskab og forskning til den bredere offentlighed er en temmelig vigtig opgave, og det er dejligt, at det er noget, som man kan blive belønnet for."

Tildelingen af medaljen sker som 'en anerkendelse af Thomas Bolanders enestående evne til at formidle både sit eget specialområde – kunstig intelligens – samt langt bredere dele af det matematiske grundlag for moderne ingeniørmæssige landvindinger', skriver Selskabet for Naturlærens Udbredelse i deres pressemeddelelse.

Medaljen er tidligere blevet tildelt så exceptionelle formidlere som Ove Nathan, Jens Martin Knudsen og Anja C. Andersen.

"Det er selvfølgelig en helt vanvittig stor ære, og jeg er i næsten skræmmende godt selskab med de tidligere medalje modtagere," udtaler Thomas Bolander.

Stort tillykke!

Fakta

Thomas Bolander

Thomas Bolander, ph.d., er lektor ved DTU Compute, hvor han forsker i logik og kunstig intelligens. Hans forskning fokuserer primært på sociale aspekter af kunstig intelligens. Han har givet en lang række inviterede foredrag ved internationale konferencer og er samtidig meget aktiv i populærvidenskabelig forskningsformidling af kunstig intelligens igennem foredrag, radio og TV, skrevne og online medier.

Thomas Bolander har udviklet og undervist en lang række højt estimerede kurser i matematik, datalogi og kunstig intelligens ved DTU, og er også involveret i DTU’s efteruddannelse inden for kunstig intelligens. Han sidder i en række kommissioner, ekspertpaneler og bestyrelser og er bl.a. medlem af SIRI- og TechDK-kommissionerne. 

 

H.C. Ørsted Medaljen

H.C. Ørsted Medaljen er opkaldt efter den danske fysiker og kemiker Hans Christian Ørsted, som opdagede elektromagnetismen i 1820.

Link til Selskabet for Naturlærens Udbredelses.

 

Foto: Thomas Bolander på Folkemødet på Bornholm, fotograferet af Audra Bolander.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.