Nyt website vejrer stemningen under årets Eurovision Song Contest

onsdag 07 maj 14
Lyt, gæt og del. Med det interaktive website refrain.dk kan man se, hvordan europæerne er stemt overfor sangene under årets Eurovision Song Contest, sammenligne pophits og dele meninger med vennerne.

Når Eurovision Song Contest 2014 ruller hen over skærmen, skal du huske at have mobil, tablet eller den bærbare computer ved hånden. Under semifinaler og finalen på Refshaleøen i København kan man nemlig få en fornemmelse af, hvordan europæerne vejrer stemningen af sangene – mens de bliver sunget.

Det kan lade sig gøre på ReFrain, der er et nyudviklet website, der giver den første og mest omfangsrige multiaspekt-analyse af Eurovision - og vestlige popsange i verden.

Dele sine meninger
”Med ReFrain håber vi på, at europæerne vil dele sine meninger i et virtuelt fællesskab. Men vi håber også, at de vil dykke ned i historien og finde andre sange, der kan berige samtalerne i stuerne. Vores ønske er at udvide brugernes musikoplevelse, så de får en overraskelse og ikke cirkler rundt om den musik, de kender i forvejen,” siger Jan Larsen, der er lektor på DTU Compute og direktør for innovationsnetværket Dansk Lyd.

Bag websitet står CoSound, der er et tværvidenskabeligt strategisk forskningsprojekt ledet af DTU Compute med deltagelse af danske og engelske forskningsinstitutioner, kommercielle partnere og slutbrugere som eksempelvis Danmarks Radio. Med i projektet er innovationsnetværket Dansk Lyd, der bl.a. brander dansk lyd som en dansk forsknings- og erhvervsmæssig styrke.

Match sange fra tidligere
ReFrain har to funktionaliteter. Med ’Mood of Europe’ kan man se den aktuelle stemning i Europa og klikke sig ind på hvert land, der deltager i årets Eurovision Song Contest og læse, hvad indbyggerne mener om sangene, mens de synges. Her får man en fornemmelse af om stemningen er overvejende positiv eller negativ over for hver enkelt sang. Holdningerne baseres på tweets fra Twitter, hvor mange af de i alt 170 mio. seere i forvejen deler deres holdninger.

Med den anden funktionalitet ’Song Match’ kan man sammenligne årets sange med andre popsange. ReFrain indeholder samtlige 1.202 sange fra Eurovisions begyndelse i 1956 og mere end 10.000 andre populære sange. DTU Compute har udviklet algoritmerne til at sammenligne sangene på en række parametre. Når man søger på kunstner, årstal, land eller sangtitel får man et bud på, hvilken anden sang, der kommer tættest på den ud fra tempo, rytme, stemning, melodi, energi og klangfarve.

”Platformen til websitet en er en ny måde at navigere i musik på. Men det er også en god måde at demonstrere nogle af de meget komplicerede matematiske algoritmer, som vi arbejder med på DTU Compute,” siger Jan Larsen.

Læs mere på ReFrain.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.