IT-camp for piger om fremtidens teknologier

torsdag 05 sep 19
|

Kontakt

Inge Li Gørtz
Lektor
DTU Compute
45 25 36 73

Kontakt

Jesper Spangsmark Nielsen
Kommunikationspartner
Afdelingen for Forskning og Relationer
24 60 19 03
DTU inviterer piger fra gymnasier i hele landet til IT-camp tre dage i efterårsferien. Det er matematik, når det er rigtig sjovt, og det er alletiders chance for at lære mere om de IT-teknologier, der kommer til at forme fremtidens samfund.

Går du i gymnasiet, og kan du lide matematik? Og kunne du tænke dig se, hvordan man bruger matematik og logik i den avancerede programmering, som styrer alt fra selvkørende biler til Googles reklamebannere? Så er IT-camp for piger noget for dig.

Tre dage i efterårsferien, hvor du lærer om IT, kunstig intelligens, programmering og meget mere. Du møder også kvindelige studerende og kvinder fra erhvervslivet, som har valgt IT-vejen, og hører, hvorfor de mener, at IT-verdenen i høj grad også er for piger.

Programmér dit eget spil og opdrag en social robot med matematik 
Campen har fokus på, hvordan man kan bruge matematik, programmering og logik til at løse problemer og få ting til at ske i den virkelige verden.

Som deltager kommer du f.eks. til at programmere dit eget spil, dig selv og dine camp-venner! Og vi inviterer dig indenfor i det matematiske univers, der styrer kunstig intelligens. Du kommer til at se, hvordan man får en social robot til at genkende mennesker, forstå tale, svare på spørgsmål og udføre opgaver.

Studerende fra DTU, som brænder for deres fag, følger deltagerne gennem de tre dage. Og man kan også møde nogle af Danmarks førende IT-forskere og -formidlere, som forklarer og fortæller om deres fag på en underholdende og oplysende måde.

Det hele bliver krydret med Robozzle, Hjerneløb og masser af hyggelige fællesaktiviteter.

Vil du vide mere? Se program og tilmeld dig her.

 

Hvad lavede vi sidste år?

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.