Portfolio Review Meeting AAU Esbjerg

Forskningen styrkes på alle fronter

fredag 02 mar 18
|
15 nye forskningsprojekter bliver sat i søen efter årets første tildeling af midler fra Danish Hydrocarbon Research and Technology Centre. Alle nye projekter har potentiale til at frembringe ny viden, som støtter op om den eksisterende forskning i partnerskabet. 

Det er sjette gang Danish Hydrocarbon Research and Technology Centre (DHRTC) tildeler støtte til udvalgte forskningsprojekter, som kan bidrage med ny viden og resultater mod målet om øget indvinding af olie og gas fra den danske del af Nordsøen.

Efter den seneste ansøgningsrunde har 15 forskningsprojekter fra to forskellige partneruniversiteter modtaget et positivt svar på deres ansøgning.

”De valgte projekter gør de igangværende forskningsprogrammer stærkere. De har alle robuste planer bag sig og et tydeligt anvendelsespotentiale. Samtidig er et gennemgående træk at de bidrager med ny viden til vores seks forskningsprogrammer,” siger Morten W. Jeppesen, Programme Director, DHRTC.

De nye forskningsprojekter styrker bl.a. indsatser inden for kritiske områder som produktionsteknologi, vandinjektion og korrosion, der er væsentlige udfordringer for olie og gasindustrien.

Se de udvalgte projekter her.

Udvalgskriterier
DHRTC har i tre år arbejdet på at nå det planlagte aktivitetsniveau og engagerer nu omkring 150 personer i seks forskningsprogrammer. En del af den rejse har været at udarbejde kriterier for udvælgelse af de forskningsprojekter, som modtager midler fra centret.

”Vi holder os for øje, at de resultater der genereres i forskningsprojekterne får den bedst mulige støtte på den ofte komplicerede vej til anvendelse i industrien. Derfor har vi udarbejdet kriterier til udvælgelse af nye projekter, som også understøtter dette formål, herunder projektets anvendelsesværdi set i relation til de etablerede forskningsprogrammer. Blandt andet fokuserer vi i evalueringen på robusthed i forhold til projektorganisation, -økonomi såvel som på den forskningsmæssige værdi af de resultater, som forventes undervejs,” forklarer Jesper Holst, Project Manager i DHRTC.

Det er de samme kriterier der bliver brugt af DHRTC til at styrke de igangværende forskningsprojekter og på den måde optimeres DHRTC’s projektportefølje løbende. Ved siden af de seks igangværende forskningsprogrammer forbereder DHRTC også kommende forskningsinitiativer, der skal besvare andre store industrielle udfordringer.

”Nye programmer med mange forskningsaktiviteter opstår ikke fra den ene dag til den anden. Det er vigtigt for os at have en løbende dialog med alle vores interessenter for at identificere udfordringer, hvor forskningen kan yde et tydeligt bidrag til løsningen,” slutter Morten Jeppesen. 

 

Billedtekst: Zhenyu Yang, AAU, Rajan Ambat, DTU, og Morten Jeppesen, DHRTC, dybt engageret i samtale.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.