Kommunikationsmedarbejder til Smart Cities projekter (projektansættelse)

DTU Compute
onsdag 31 jan 18

Send ansøgning

Frist 21. februar 2018
Du kan søge om jobbet ved DTU Compute ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

DTU Compute søger en dygtig journalist/ kommunikationsmedarbejder til at udvikle og understøtte kommunikation, presse og informationsindsats på to projekter, der fokuserer på smarte byer og energisystemer.

Brænder du for at formidle viden og budskaber om: hvordan vores byer kan blive fossilfrie hvis de tænker smart. - Hvordan vi kan nå målet frem mod at skabe et samfund uafhængigt af fossile brændstoffer, og hvor nye intelligente teknologier kobles sammen og skaber byernes fremtidige energiløsninger baseret på vedvarende energikilder. Kort sagt, hvordan vi skaber velfungerende byer som er rare at bo i.

Forskningsprojektet Cities (Center for IT-intelligent Energy Systems in Cities) er finansieret af Innovationsfonden 2014 – 2019 og udvikler metoder og it-løsninger til analyse, drift, planlægning og udvikling af integrerede energisystemer i by-områder. Smart Cities Accelerator (SCA) er et demonstrationsprojekt, hvor videns-institutioner og udvalgte byer i Øresund er gået sammen i et partnerskab med det formål at udvikle bæredygtige løsninger, der bygger på intelligent brug af energi og integrering af datasystemer. Projektet er støttet af EU programmet Interreg-ÖKS 2016 – 2019. SCA projektet inddrager løsninger, der bl.a. er udviklet i Cities projektet og hvordan lovgivning og brugernes adfærd samt skolebørns læring er helt centrale elementer i udviklingen af fremtidens energisystemer.

Arbejdsområder
Du skal være den drivende kraft i arbejdet med at fremme synlighed, artikler og forskningsresultater med populærvidenskabelige vinkler for de to projekter i relevante medier, presse og hjemmesider. Du skal bidrage til konferencer og workshops og bistå med løbende administrative driftsopgaver i forbindelse med projektledelsen af de to projekter.

Dine primære opgaver bliver, at: 

  • Udvikle og vedligeholde kommunikationen på hjemmeside, intranet, og sociale medier
  • Opsøge, udvælge og vinkle historier fra projekternes kerneområder og partnerkreds til specifikke målgrupper og medier.
  • ”Sælge” historier til eksterne medier og skrive artikler både til eksterne og egne medier.
  • Opbygge og varetage kontakt til danske og udenlandske journalister og medier.
  • Udarbejdelse af kommunikationsmaterialer, pressemeddelelser; evalueringer m.v.
  • Konceptudvikling og projektledelse i forbindelse med events og workshops
Vores forventninger
Vi forventer, at du
  • Har en journalistisk / akademisk baggrund og nogle års erfaring inden for kommunikation
  • Kan sætte dig ind i kompliceret fagligt stof og omsætte det til konkret og vedkommende kommunikation til forskellige typer medier
  • Har erfaring med pressekontakt og – håndtering
  • Kan formidle i et godt sprog med korrekt retskrivning på dansk og engelsk
  • Er i stand til at arbejde selvstændigt og sammen med mange forskellige faggrupper
  • Er kreativ, engageret, opsøgende og stærkt samarbejdsorienteret
  • Er god til at netværke
  • Er kvalitetsbevidst, fleksibel og kan bevare både overblik og samtidig har blik for detaljen
  • Er løsningsorienteret og indstillet på at udføre mange forskellige typer opgaver
Hvad tilbyder vi dig  
Du bliver ansat på DTU Compute og vil arbejde tæt sammen med projektledelsen for de to projekter. Vi tilbyder et alsidigt arbejde i et attraktivt og uhøjtideligt videnskabeligt miljø med gode kolleger, med indflydelse på eget arbejde og planlægning. Vi lægger vægt på høj kvalitet i arbejdet, god service, godt humør og et godt arbejdsmiljø.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst med Dansk Journalistforbund eller AC. Den ugentlige arbejdstid er 37 timer med fleksible arbejdstider. Stillingen er tidsbegrænset til udgangen af 2019. Tiltrædelse snarest muligt.

Dit arbejdssted bliver på DTU’s campus i Lyngby.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 21. februar 2018. Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter din motiverede ansøgning, CV og relevante eksamensbeviser. 

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, kan du kontakte projektleder, Anne Marie Damgaard på 4118 4747.

Alle interesserede uanset alder, køn, race, religion og etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Om DTU Compute
Vi er Danmarks største forsknings- og undervisningsmiljø for matematik og computer science og er et af de største institutter på DTU. Vores institut består af ca. 400 medarbejdere fordelt over fire bygninger med adresse i Lundtofte i udkanten af Lyngby. Vi udbyder kurser på alle niveauer, der dækker de vigtigste dele af matematik og computer science for en kommende ingeniør, og vores kombination af forskning i avanceret matematik og computer science sætter dagsordenen for, hvad vi kan opnå i samfundet fremover. I 2016 modtog vi eksterne bevillingstilsagn til forskning for i alt 99 mio. kr. Du kan læse mere om os på www.compute.dtu.dk og om DTU på www.dtu.dk

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. 11.000 studerende uddanner sig her til fremtiden, og 5.800 medarbejdere har hver dag fokus på uddannelse, forskning, innovation og forskningsbaseret rådgivning, som bidrager til øget vækst og velfærd. DTU stiller krav og giver muligheder uanset hvor i organisationen, man arbejder. Vi står for høj faglighed, kollegial respekt og ansvarlig handlefrihed.