Konsulent til internationaliserings- og projektudviklingsaktiviteter

DTU Compute
mandag 04 dec 17

Send ansøgning

Frist 31. december 2017
Du kan søge om jobbet ved DTU Compute ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

DTU Compute søger en ambitiøs konsulent til sekretariatet for Innovationsnetværket Dansk Lyd (Danish Sound Network).

Innovationsnetværket er finansieret af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte som en del af den nationale innovationsinfrastruktur. Danish Sound Network arbejder for at sikre, at Danmark i 2025 er blandt de fem ledende hubs i verden inden for innovative lydrelaterede produkter og løsninger. Vores hovedformål er at bygge bro mellem forskning og forretning og mellem lydrelaterede kompetencer og discipliner: fra musik til lyddesign over elektronik og IKT til audiologi og akustik. Danish Sound Network er et økosystem, der omfatter alle, som udvikler teknologier, produkter og services inden for lydområdet eller på anden vis skaber, bruger eller formidler løsninger, hvor lyd indgår. Netværket er sat i verden for at skabe samarbejde mellem de mange aktører, initiere innovationsprojekter og brande den danske lydbranche som en dansk styrkeposition.

Projektudvikling og eksekvering, samt fundraising
Danish Sound står foran et spændende 2018, hvor indsatsen intensiveres frem mod næste bevillingsperiode. Du vil skulle stå i spidsen for to nye internationale projekter, samt være central i udvikling og eksekvering af nye nationale initiativer med at facilitere samarbejde inden for lydbranchen.

Du vil desuden blive projektleder på flere igangsatte projekter og aktiviteter samt være den primære kontaktperson til en række af netværkets strategiske samarbejdspartnere.

Dine opgaver vil fortrinsvist bestå af: 

  • Varetagelse af rollen som projektudvikler og leder af internationale aktiviteter;
  • Ansvarlig for strategiske samarbejdsrelationer;
  • Ansvarlig for overordnet projektudvikling og eksekvering;
  • Ansvarlig for national og international (særligt EU) fundraising;
  • Overordnet ansvarlig for medlemsrekruttering til netværket, samt opretholdelse og videreudvikling af eksisterende relationer til medlemmer;
  • Mindre administrative opgaver i forbindelse med bevillinger.

Sekretariatet består lige nu af 5 medarbejdere, hvoraf du bliver den ene. Alle har forskellige ansvarsområder, men bidrager efter behov i alle de forskellige igangsatte projekter og aktiviteter.

Serviceminded, god til kommunikation, samt stor interesse for innovation
Vi forventer, at du har et erhvervsrettet fundament og solid erfaring med at skabe netværk og udvikle projekter iblandt interessenter, der favner private og offentlige virksomheder, viden institutioner og policy makers. Du er serviceminded, har en do-it mentalitet og er i stand til at kommunikere med og skabe positive relationer til forskelligartede interessenter fra studerende, forskere, entreprenører til ingeniører og ledere.

Du bliver ansvarlig for at identificere og udvikle nye initiativer og skal derfor have en stor interesse for lydteknologi, innovation, nye teknologier samt forbrugertrends og være hurtig til at sætte dig ind i nye teknologiske og forretningsmæssige problemstillinger. Du har et etableret netværk inden for virksomheder og/eller videninstitutioner, som arbejder med lyd og IKT og følger aktivt med i udviklingen inden for fx IoT, AI, VR/AR, smart cities, etc.

Det er en fordel, hvis du har erfaring fra udlandet og internationale samarbejdsprojekter, samt kender til EU's forsknings- og innovationsprojekter og klyngeinitiativer.

Som person er du udpræget udadvendt, kan brænde igennem som branchens ambassadør og har en gennemslagskraft, som gør det muligt at skabe et godt og effektivt samarbejde blandt netværkets aktører. Du trives i en lille og flad organisation, hvor vi har travlt, hjælpes ad og sætter en ære i godt samarbejde, men hvor stor selvstændighed og evnen til at drive egne opgaver målrettet og effektivt fra begyndelse til afslutning også er en bydende nødvendighed.

Faglige kvalifikationer:       

  • Relevant akademisk uddannelse
  • Kommunikerer ubesværet på dansk og på engelsk, såvel på skrift som i tale
  • Ekspertbruger af standard IT-værktøjer, web CMS systemer, sociale medieplatforme, m.m.
  • Min. 5-års relevant projektleder eller konsulenterfaring

Hvad tilbyder vi dig
DTU Compute og Danish Sound Network tilbyder et afvekslende arbejde med stort ansvar i et universitetsmiljø præget af international forskning, undervisning og innovation med mulighed for at planlægge og præge din hverdag. Din daglige arbejdsplads er på DTU Compute i Kgs. Lyngby, men du vil også have en del ude-af-huset aktiviteter.

Vi har tilbud om flekstid, delvis betalt massage og frugtordning. DTU er en rummelig arbejdsplads med mulighed for deltagelse i efteruddannelse efter behov såvel som sociale aktiviteter.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med AC-overenskomsten. Du ansættes som specialkonsulent.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 31. december 2017. Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Der vil løbende blive indkaldt til samtale, som forventes afholdt i uge 1 og 2.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør for Danish Sound Network, professor, Jan Larsen,  2243 0025, janla@dtu.dk.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

Om DTU Compute
Vi er Danmarks største forsknings- og undervisningsmiljø for matematik og computer science og er et af de største institutter på DTU. Vores institut består af ca. 400 medarbejdere fordelt over fire bygninger med adresse i Lundtofte i udkanten af Lyngby. Vi udbyder kurser på alle niveauer, der dækker de vigtigste dele af matematik og computer science for en kommende ingeniør, og vores kombination af forskning i avanceret matematik og computer science sætter dagsordenen for, hvad vi kan opnå i samfundet fremover. I 2016 modtog vi eksterne bevillingstilsagn til forskning for i alt 99 mio. kr.

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. 11.000 studerende uddanner sig her til fremtiden, og 5.800 medarbejdere har hver dag fokus på uddannelse, forskning, innovation og forskningsbaseret rådgivning, som bidrager til øget vækst og velfærd. DTU stiller krav og giver muligheder uanset hvor i organisationen, man arbejder. Vi står for høj faglighed, kollegial respekt og ansvarlig handlefrihed.