Arkitekturpris til ny forsknings- og uddannelsesbygning

mandag 05 okt 15

Transforming DTU

Læs mere om bygning 324 her

Læs om DTU's campusudvikling i avisen Transforming DTU

Du kan se alle byggeprojekterne på dtu.dk/campusudvikling

Lyngby-Taarbæk Kommune har netop tildelt bygning 324 på Lyngby Campus kommunens arkitekturpris. Prisen gives til et særligt vellykket byggeri af arkitektonisk, funktionel og byggeteknisk kvalitet.

Af Line Juul Greisen og Lotte Krull

Ikke kun studerende og ansatte på DTU Compute er begejstrede for deres nye bygning 324. Det er også Lyngby Taarbæk Kommune, der i anledningen af Arkitekturens Dag den 1. oktober præmierede bygning 324 for sin værdifulde arkitektur.

Om bygning 324 udtaler dommerkomitéen:
”DTU har med denne bygning udvist et meget stort engagement i at opnå arkitektonisk vellykkede nybyggerier i forbindelse med fortætning af området og i respekt for DTU´s eksisterende bygninger og helhedsplan.”

Dommerkomitéen begrunder også deres valg med bygningens bæredygtige energiløsninger.
”Bygningen er en lavenergibygning med bæredygtige energiløsninger: Optimeret klimaskærm, helt nyt og anderledes ventilationssystem og en høj dagslysudnyttelse, der tilsammen bringer varme- og elforbrug ned på et meget lavt niveau. De indendørs træer er med til at sikre et godt indeklima."

Studieliv under trækronerne 
"Vi ser præmien som en anerkendelse af det store arbejde, vi er fuld gang med her på Lyngby Campus, hvor vi i disse år udvider med nye rammer og faciliteter til forskning og undervisning med en arkitektur, der både er nytænkende,og som respekterer DTU’s originale udtryk"
Ole Kristian Bottheim, plan & projektchef i CAS Bygherre

Den lyse og åbne bygning er et eksempel på, hvordan intensive forskningsaktiviteter og intensive undervisningsaktiviteter kan samles i samme bygning. DTU Compute – Institut for Matematik og Computer Science benytter bygningens første og anden sal, mens stueetagen er indrettet til fælles undervisningsfaciliteter med seks undervisningslokaler. Bygningens fællesarealer i stueetagen fungerer som aktive studiepladser og nicher, hvor der emmer af aktivitet under trækronerne på de 24 black olive-træer og kan benyttes af alle på DTU.

”Vi er særligt glade for at Lyngby-Taarbæk Kommune og Bygningskultur Foreningen har givet en af vores nye bygninger på campus denne fine anerkendelse for bygningens arkitektur og funktion. Vi ser det samtidig som en anerkendelse af det store arbejde vi er fuld gang med her på Lyngby Campus, hvor vi i disse år udvider med nye rammer og faciliteter til forskning og undervisning med en arkitektur, der både er nytænkende og som respekterer DTU’s originale udtryk”, siger Ole Kristian Bottheim, plan & projektchef i CAS Bygherre.

Vinder-arkitekterne står bag flere byggerier på campus 

Det er arkitektfirmaet Christensen & Co Arkitekter, der har tegnet den 4600 kvm. store bygning, der med den store trappe danner en smuk afslutning af Matematiktorvet mod syd. Christensen & Co arkitekter er desuden arkitekter på flere af DTU’s nye byggerier, blandt andet bygning 127, det store Life Science & Bioengineering-kompleks i den nordlige del af Lyngby Campus, samt de kommende nye faciliteter til DTU Byg, bygning 128 og 129.

Bygning 324 blev taget i brug i starten af 2013.

Se rektor Anders Bjarklev fortælle om bygning 324:

 

Derfor vandt bygning 324

Bygning 324 blev udvalgt blandt syv nominerede bygge- og renoveringsprojekter i Lyngby-Taarbæk Kommune. Kriterierne for udvælgelsen var god arkitektur inden for nybyggeri, tilbygninger, renovering inden for alle typer anvendelse, samt byggeri, som er enestående og værdifuldt for sine omgivelser og sin tid, og som er opført inden for de sidste fire år.

Dommerpanelet lagde ved vurderingen bl.a. vægt på:

  • forståelse for bygningens karakter og omgivelser.
  • bæredygtighed er indtænkt i projektets realisering og drift.
  • funktionelt design, som også tilgodeser handicappede.
  • rumindretning ude som inde, der skaber gode og trygge rammer om det gode liv.

Dommerpanelet bestod af medlemmer fra Bygningskultur Foreningen, Byplanudvalget og en ekstern arkitekt.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.