Flere og flere vil være ingeniør

tirsdag 05 jul 16

For 15. år i træk er antallet af ansøgere til DTU´s uddannelser steget. 2.816 unge har i år søgt ind på en af DTU´s diplom- og civilingeniøruddannelser som deres første prioritet, og antallet er dermed steget med 11 % sammenlignet med sidste år. 

Da ansøgningsfristen til de videregående uddannelser udløb i dag, havde DTU modtaget 2.816 førsteprioritetsansøgninger til diplom- og civilingeniøruddannelserne ud af i alt 7.583 ansøgninger.

Det glæder Martin Vigild, dekan for bacheloruddannelserne og studiemiljø:

”Ingeniørfærdigheder som kreativitet og innovation bliver efterspurgt i stadig flere brancher og sammenhænge. Derfor er vi - særligt i en tid med faldende ungdomsårgange og udsigt til ingeniørmangel - rigtig glade for den øgede søgning til vores uddannelser, og vi glæder os til at byde de nye ingeniørspirer velkommen.” 

En prognose fra sidste år, udarbejdet af bl.a. Dansk Industri og Ingeniørforeningen, viser, at vi i Danmark kommer til at mangle 9.300 ingeniører i 2025. 

Nye ekstra studiepladser

Blandt andet derfor tilbyder DTU i år for første gang 50 studiepladser på en ny engelsksproget bachelor-uddannelsesretning, ’General Engineering’, og 30 på en anden ny retning, ’Kvantitativ Biologi og Sygdomsmodellering’. Det vil i løbet af de kommende år medføre mere end 500 nye studiepladser på civilingeniøruddannelsen.

På diplomingeniøruddannelsen forventes der fortsat vækst på de eksisterende uddannelsesretninger, og nye initiativer vil blive søsat fremover. 

”Det er meget væsentligt for os, at vores studerende ruster sig til et globalt arbejdsmarked. Den næste generation af ingeniører skal bidrage til løsninger på store samfundsmæssige og videnskabelige udfordringer, f.eks. inden for bioteknologi, biomedicin, fødevareteknologi og human sundhed, for ikke at tale om mega-trends som big data, digitalisering, smart cities og transportområdet,” siger dekan Martin Vigild. 

År 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016
Ansøgninger i alt   1.624  1.873  2.069  2.295  2.352  2.497  2.671  2.946  3.422  4.193  4.444  6.045  5.931*  6.465  7.583
 1. prioritet  1.055  1.123  1.005  1.109  1.148  1.215  1.231  1.343  1.402  1.591  1.680  2.267  2.294  2.538  2.816

 * Tallet for 2014 kan ikke sammenlignes med tidligere år pga. ændringer af udbuddet af diplomingeniøruddannelserne. 

To ny uddannelsesretninger

General Engineering
Al undervisning foregår på engelsk, og uddannelsen henvender sig dermed til studerende fra både Danmark og resten af verden. Uddannelsen giver et solidt fundament inden for matematik, fysik og kemi, samtidig med at de studerende lærer at arbejde på tværs af fagene og bruge dem til at løse virkelige problemer.
Uddannelsen har fire fokusområder, Living Systems, Cyber Systems, Cyber Materials og Future Energy, og giver en unik profil, der gør de studerende attraktive til job i højteknologiske virksomheder på det globale arbejdsmarked.
Læs evt. mere på: http://www.dtu.dk/Uddannelse/Bachelor/General-Engineering

Kvantitativ Biologi og Sygdomsmodellering
Kvantitativ Biologi og Sygdomsmodellering uddanner ingeniører, der kan udvikle computermodeller af biologiske systemer, som sætter os i stand til at forstå, hvordan komplekse sygdomme hos mennesker og dyr opstår, udvikler sig og behandles. Det drejer sig f.eks. om kræft, hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge, stofskiftesygdomme og neurologiske- og immunologiske sygdomme såsom Alzheimers sygdom, allergi, kronisk betændelse og smitsomme sygdomme.
Kvantitativ Biologi og Sygdomsmodellering er et samarbejde mellem DTU og Københavns Universitet, der udnytter de unikke kompetencer, som de to universiteter har inden for det tekniske og sundhedsvidenskabelige område.
Læs evt. mere på: http://www.dtu.dk/Uddannelse/Bachelor/Kvantitativ-Biologi-og-sygdomsmodellering

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.