Ombyggede skibsradarer skal fremover bruges til at forudsige, hvor og hvor kraftigt et skybrud vil ramme. På den måde kan skybrud varsles i tide, så skader minimeres eller helt undgås.
Informationer fra de ombyggede skibsradarer bruges i et nyt projekt, som skal spotte skybrud på forhånd, så spildevandsforsyningen kan nå at tømme kloaksystemet, omstille rensningsanlægget til regndrift og dirigere vandet gennem afløbssystem og veje.
”Hvis man kan se, hvor regnen vil falde, kan man aktivt gribe ind og styre, hvordan vandet skal strømme gennem byen. Det kan måske ikke forhindre oversvømmelser under monsterregnhændelser, men man kan minimere skaderne – og ved lidt mindre hændelser helt undgå dem,« siger projektchef Morten Rungø fra firmaet DHI, som står i spidsen for projektet, ‘Smart realtidsstyring af vandsystemer’. (Kilde: Ingeniøren)
DTU Compute, DTU Miljø og Aarhus Vand deltager i projektet og arbejder med data fra de ombyggede skibsradarer for at få øjebliksbilleder af, hvor nedbøren rammer, og efterfølgende til at analysere nedbørsdata. Data fra skibsradarerne køres sammen med DMI`s vejrmodeller.